Den Østrigske Pinscher
Racens historie

Den østrigske pinscher er en urrace. Ved udgravninger af 4000 år gamle pælebyer ved Mond- og Attersøen i Østrig har man fundet hundekranier, der til mindste detalje er identiske med de østrigske pinschere, vi kender i dag. Denne hundetype var almindelig overalt i Europa i tidligere tid, og den er uden tvivl stamfaderen til vore dages pinschere og schnauzere. Denne urpinscher har gennem tiderne holdt sig uforandret i Østrig.

Det var den østrigske professor i kynologi Dr. Emil Hauck, der fik øjnene op for den østrigske pinscher og blev klar over, at denne upåagtede "bondehund" besad nogle meget værdifulde egenskaber, der var værd at bevare for fremtiden. Han fik sat et systematisk opdræt i gang og i 1925 blev der på en Wienerudstilling vist 57 østrigske pinschere. I 1928 blev racen formelt anerkendt af den østrigske kennelklub "ÖKV" og i 1929 af FCI. Desværre tabte man interessen for disse hunde gennem tresserne og halvfjerdserne, og i 1975 var der kun ganske få eksemplarer tilbage; men heldigvis lykkedes det at redde racen i sidste øjeblik.
I dag bliver den opdrættet i Østrig, Tyskland, Holland og i Danmark, hvor racen har vundet indpas som en alsidig, robust og trofast gård- og familiehund.
Desuden kom den første Østrigske Pinscher til Sverige i 2004, en dejlig lille hanhvalp (Nybjørnebo´s Dexter), og i sommeren 2005 leverede vi den første Østrigske Pinscher til Norge, en dejlig hunhund (Lillekjær´s Lexie).  

Lidt om racen
Som ejer og opdrætter af østrigske pinschere bliver man ofte spurgt om racens særlige kvaliteter, særpræg og egenskaber. Med sit helt almindelige "hundeudseende" er den østrigske pinscher helt sikkert ikke noget for dem, der måtte søge det mere eksotiske. Den østrigske pinscher er en robust og adræt hund med et livligt temperament og skarpe sanser. Den er opmærksom og vagtsom og kan være noget reserveret overfor fremmede. Til gengæld er den utrolig trofast og hengiven og knytter sig tæt til sin familie. Den er udholdende og følger gerne sin familie på trave- og cykelture, dog uden at det betyder, at den har behov for endeløse løbeture. Endvidere betyder dens størrelse, at den stort set kan finde plads i enhver bil. Den østrigske pinscher er meget lærenem og vil gerne gøre sin ejer tilpas, derfor er det en fornøjelse at arbejde med en sådan hund.

Den østrigske pinscher har generelt ingen tendens til at strejfe, da disse hunde oprindeligt er avlet med henblik på at holde vagt på gården. Den er en lidenskabelig mus- og rottejæger, men har stort set let ved at omgås andre dyr, som måtte forefindes indenfor det område, den har ansvaret for.

Den østrigske pinscher finder sig til rette såvel i byen som på landet og behøver generelt ingen tidskrævende hundetræning, men med sin harmoniske og adrætte bygning og skarpe sanser er den særdeles velegnet til alle former for hundesport f.eks. agility, sporarbejde etc. Et almindeligt lydighedskursus er dog altid anbefalelsesværdigt.

Pelsplejen er simpel, dog kræver de langstockhårede hunde lidt oftere børstning end de korthårede. Østrigerens gode underuld beskytter den udendørs, og hverken varme eller kulde påvirker østrigeren synderligt.

Med en østrigsk pinscher i huset får man måske ikke ligefrem en opsigtsvækkende modehund, men derimod en hengiven og pålidelig kammerat i hverdagen.

Racen i Danmark

I 1986 blev de 2 første Østrigske Pinschere indført i Danmark af Jytte og Herberb Baumkirchner. Det var en tæve fra Holland ”Ilse van Tilburgs Roem” og en hanhund fra Østrig ”Felix vom Schildbach”. De var de første østrigske pinschere i Danmark. Senere blev endnu to hunde fra Østrig og to fra Holland hentet til Danmark.
Det første kuld blev opdrættet i 1988, og indtil Jytte og Herbert stoppede med at avle i 1998, havde de lavet 29 kuld.
Desværre er den Østrigske Pinscher stadigvæk en sjælden race og der er få opdrætterne i Europa.
I Danmark fødes der ca. et kuld om året fordelt hos enkelte opdrættere.
Den Østrigske Pinscher er en gårdhund og hører i Danmark til i ”Klubben for Hyrde- Kvæg og Gårdhunde” under Dansk Kennel Klub.