HVALPENS START PÅ LIVET

HVALPENS START PÅ LIVET

õ  Nedenfor kan du læse lidt om hvalpens udvikling frem til 24 ugers alderen. Hvalpen gennemgår her 4 vigtige udviklingsperioder. Når du forstår hvor stor en udvikling hvalpen gennemgår både mentalt og kropsligt, vil du bedre kunne forstå hvor vigtigt det er at hunden får en masse gode oplevelser og den rigtige opdragelse. Du vil også forstå hvorfor det kan betale sig at afsætte al din tid til hvalpen de første 4 uger efter at du har fået din nye hvalp ud i hjemmet.

õ  Tidsangivelserne og tidsintervallerne er ment som rettesnor, idet der findes variation blandt de forskellige hunderacer, ligesom der er små forskelle på de enkelte hvalpe i kuldet.

õ  Neonatal perioden (Babyhvalpen) - 1 - 2 leveuge

õ  I de første 2 uger af hvalpens liv kan den nyfødte hvalp ikke andet end at sove og spise. 90% af hvalpens dag går med at sove, mens de resterende 10% benyttes til at spisning og pleje. Hvalpens nervesystem er på dette tidspunkt endnu ikke udviklet, hvalpen er døv og blind, ligesom hjerne-aktiviteten endnu slet ikke fungerer som hos den voksne hund.

õ  For at kunne orientere sig i sit miljø, benytter hvalpen lugte og følesansen. Hvalpen påvirkes derfor utroligt meget af omgivelsernes temperatur. Hvalpen vil til enhver tid forsøge at kravle mod et varmere område, hvilket ofte er moderens varme krop. Hvalpens bevægelser er dog stadigvæk ukontrollerede, hvorfor den vælter lidt rundt på må og få. Når hvalpen møder et varmt og blødt objekt, har den en refleks der gør at den automatisk begynder at patte.

õ  Tæven spiller en vigtig rolle i denne periode da hun er den der giver hvalpene føde, varme og tryghed. Da hvalpene endnu ikke selv kan komme af med afføringen, slikker moderen dem på maven for at stimulere mavetarmkanalen. På denne måde kommer hvalpen af med afføringen.

õ  Den transitionelle periode (Omdannelsesperioden) - 3 leveuge

õ  Den 3. leveuge kaldes omdannelsesperioden, fordi hvalpen her omdannes til et lille individ der kan se og høre. Hvalpen begynder så småt at kunne styre sine muskler, så den kan bevæge sig i den retning den ønsker. Hvalpes øjne åbnes i 10-14 dages alderen. Der findes en lille variation blandt de forskellige hunderacer, ligesom der er forskel på de enkelte hvalpe i kuldet. Hvalpen kan dog stadigvæk ikke se som en voksen hund, og kan kun skimte omrids af alt omkring sig.

õ  Når hvalpen er ca. 3 uger gammel, begynder den at kunne høre. Hvalpen vil fra 3 ugers alderen begynde at kunne opfatte og reagere på de ting der sker i dens omgivelser. Det er allerede fra 3 ugers alderen vigtigt, at hvalpen får en masse forskellige positive oplevelser, så den kan udvikle sig til en rolig hund, der kender omverdenens lyde og synsindtryk.

õ  I denne periode får hvalpen sine første tænder og den vil begynde at undersøge ting med munden. Hvalpene vil nu selv kunne komme af med afføringen og har ofte en tendens til at gøre dette det samme sted som moderen.

õ  Socialiseringsperioden (Den sociale periode) - 3-12 leveuge

õ  Socialiseringsperioden er den vigtigste periode i hvalpens liv. Det er her hvalpen lærer at være et socialt individ der kan omgås andre mennesker og dyr med respekt. Hvalpen skal lære at omgås voksne mennesker, børn, hvalpe, hunde, katte og andre dyr, ligesom den skal opleve ting som cykler, biler, støvsugere, motionsløbere osv. På hundeleksikon.dk kan du finde en socialiseringslisten over situationer din hund bør møde i socialiseringsperioden.

õ  Når hvalpen som voksen hund sættes overfor nye ting og situationer, vil den prøve at matche de nye oplevelser med de oplevelser den kan huske fra socialiseringsperioden. En dårlig oplevelse kan således præge resten af hvalpens liv, mens en god oplevelse vil give hvalpen en positiv tilgang til den nye situation. Hvis hvalpen kender til sine omgivelser og lærer at ting og individer ikke er farlige, vil den som voksen blive en mere rolig og afbalanceret hund.

õ  Hvalpen genkender frem til 5 leveuge kun omrids af forskellige ting og individer. Det er således ligegyldigt hvilken kvinde eller mand der passer hunden eller hvilke børn der leger med hunden. Hvalpen lærer at genkende sine omgivelsers bevægelser, omrids og lyde og forbinder disse med noget positivt eller negativt. Hvalpens syn forbedres hele tiden, men er først færdigudviklet i den juvenile periode.

õ  Hvalpens søvnbehov vil falde frem til 5 leveuge. Fra 4-5 ugers alderen begynder hvalpen at lege. Leg er en meget vigtig del af socialiseringsperioden, idet hvalpen igennem leg udforsker sine omgivelser. Hvalpens muskler bliver styrket, koordinationsevnen bliver bedre og den kan så småt begynde at udføre legende jagtadfærd og dominansadfærd.

õ  Ejerens ansvar i socialiseringsperioden

õ  Den danske lovgivning siger at hvalpe må sælges når de er 8 ugers gamle. De fleste nye hundeejere får derfor en 8 ugers hvalp med hjem. Så længe hvalpen er i opdrætterens varetægt, skal denne sikre hvalpene en fysisk og mentalt god opvækst, herunder en god prægning. Det er dog vigtigt at huske at socialiseringsperioden først slutter i 12 ugers alderen. Hvad hvalpen lærer frem til 12 ugers alderen er noget den aldrig glemmer.

õ  Man har som ny hundeejer ansvaret for at lære den nye hundehvalp alt om den verden den fremover skal leve i. Det drejer sig om alt fra naboens hund og kat til bussen nede på hovedgaden.

õ  Det er en udbredt misforståelse, at tro at hvalpen kan blive syg, hvis tages med ud før den er færdig med hele sit vaccinationsprogram. Hvalpe fra gennemvaccinerede tæver skal vaccineres i 8 og 12 ugers alderen, mens hvalpe fra ikke vaccinerede tæver skal vaccineres i 8, 12 og 16 ugers alderen. Er du i tvivl så spørg din dyrlæge.

õ  Hvalpen bør i denne periode lære at blive renlig, ligesom den bør vænnes til at gå i snor. Forskere har fundet ud af at hvalpen helst vil sætte sin urin og sin afføring på samme type underlag som den gjorde i 8.5 ugers alderen. Hvis hvalpen således urinerer på græs, vil den også fremover foretrække græs når den skal på toilettet. Her har du som ejer mulighed for at påvirke din hund i positiv retning.

õ  Det er også vigtigt at hvalpen vænnes til den daglige / ugentlige øre-, klo- og pelspleje, at blive kigget/pillet i munden og berørt på hele kroppen. Socialiseringsperioden er det bedste tidspunkt til at lære hvalpen almen opdragelse og hjemmets regler. De gode og dårlige vaner hvalpen lærer, vil den kunne huske resten af livet. I naturen er det tæven og hanhunden der opdrager den lille hvalp.
Det er en måned af hundens liv der betyder utroligt meget for dens fremtidige personlighed

õ  Hvalpen skal dagligt have nogle få, nye, positive oplevelser. På den måde fordøjer den bedst alle de nye indtryk. En hund der ikke er socialiseret vil blive angst og aggressiv, idet den ikke er tryg ved de ting der foregår omkring den. For hvalpe der er opvokset på landet er det da f.eks. meget vigtigt at de lærer byens lyde og liv at kende.

õ  Det er også meget vigtigt at vænne hvalpen til at være alene hjemme. Dette gøres ved at forlade hjemmet i kort tid af gangen, herefter kan du så øge den tid hvor hunden skal være alene hjemme, så den til slut lærer at være alene hjemme i 4-8 timer dagligt. Lad være med at lave store farvel- eller velkomst-ceremonier, idet dette gør hvalpen endnu mere ked af det. Der er stor forskel på hvor længe de forskellige hunderacer kan være alene hjemme.

õ   For at få en rigtig god børnehund, er det dog vigtigt at lære hunden og børnene en gensidig respekt og sikre sig at lege ikke tager overhånd. Ligesom du som forældre altså ikke ønsker at hunden leger voldsomt med børnene, er det vigtigt, at børnene ikke får lov til at lege alt for voldsomt med den nye hvalp, idet den herved kan få et lidt usikkert gemyt. Hvalpen kan nemlig ikke vide hvornår "legen stopper". Det er vigtigt at fortælle dine børn (og også nabobørnene) at hunden ikke må forstyrres når den sover eller hviler sig, ligesom dens kurv er dens egen. Kurven skal stå et rimeligt uforstyrret sted, så hvalpen kan være i fred og ro, når den ønsker sig det.

õ  Det er bedst hvis hunden hilser på dyr, som i forvejen er vant til hunde. Ved introduktion til husets andre dyr skal dette ske uden tvang, på dyrenes præmisser, i rolige omgivelser og med mennesker der kan holde og rose begge dyr. Begge mennesker sætter sig på hug med dyrene hos sig. Placer jer 3-4 meter fra hinanden og ryk derefter langsomt tættere på hinanden. Tal i en rolig og afdæmpet tone til dyrene, ros dem og afbryd seancen når det ene dyr giver udtryk for større angst eller ubehag. Gentag denne fremgangsmåde når I føler at det er passende. Små dyr som gnavere og kaniner bør ikke gå frit uden opsyn. I uheldige situationer kan disse små dyr opfattes som legetøj eller bytte.

õ  Når jeg taler om socialiseringsfasen og om alle de ting den nye hvalp skal lære, skal man huske at der på mange områder er stor forskel på, hvad der kan forventes af den nye hvalp. Blandt de forskellige hunderacer er der således forskel på, hvordan socialiseringen forløber. Der findes hunde, der aldrig vil kunne komme til elske katte, nogle hunderacer der ikke bryder sig ret meget om andre hunde og nogle hunderacer der ikke føler sig trygge sammen med små børn eller fremmede i det hele taget. Det er vigtigt at du tænker dig godt om før du vælger en hunderace.

õ  Blandt hunde der har et adfærdsproblem, er der en del tilfælde hvor hunden ikke er syg. Her er den adfærd som hundeejere opfatter som en problemadfærd i virkeligheden et karakteristisk træk for netop den race de har valgt. Hunden er altså ikke syg men opfører sig helt normalt. Dette er uheldigt, hvis denne adfærd er uønsket og skaber problemer i dagligdagen. Ved at vælge den rigtige hunderace kan du sikre dig at du som ejer opfylder alle hundens behov, ligesom hunden opfylder de krav og ønsker du måtte have til din nye hund.

õ  Juvenil perioden (Ungdomsperioden) - 12-24 leveuge

õ  I denne periode vokser hunden. Musklerne styrkes og bevægelserne ligner mere og mere en voksen hunds. Også hjernen vokser, hvorved hunden kan forbedre de evner der er karakteristiske for racen.

õ  Efter 12. leveuge begynder hvalpen at finde stor interesse i sine omgivelser. Hvor hvalpen i socialiseringsperioden lærte ting og individer at kende, går den nu selv på opdagelse og interesserer sig for nye steder. Det er i denne periode hunden udvikler sit sande jagtinstinkt.

õ  Dominanslege bliver mere alvorlige i 12 ugers alderen og fortsætter frem til 16 ugers alderen. Ved 16 ugers alderen fastlægges rangordenen. Disse 4 uger kan virke lidt anstrengende og det er vigtigt, at ejeren fra starten har vist, at det er ham der er lederen. Dette er godt for hunden, idet den herved kender sin placering i familien.

õ  Der er stor forskel på hvor hurtigt hunderacer vokser og modnes. Små hunderacer vil komme i løbetid før store hunderacer. Man siger at hundes første løbetid ligger mellem 6 og 15 måneders alderen. Hunden er mentalt og socialt moden når den er mellem 18 og 36 måneder gammel.

õ Du skal til stadighed give hunden positive oplevelser med steder, dyr, mennesker og ting. På den måde sikrer du dig at hunden ikke glemmer det den lærte i socialiseringsperioden.